top of page
Forfatters billedeNils Thygesen

American Tower afløser BMW

De lange amerikanske obligationsrenter er på vej op. Det skyldes afklaringen om sammensætningen af den amerikanske Kongres og det nye Demokratiske flertal men ikke mindst forventningen om, at den amerikanske centralbank senere på året vil mindske de meget betydelige obligationsopkøb, der har været praktiseret i forbindelse med corona-pandemien. I den forbindelse er der over hele verden udstedt store mængder statsobligationer, der kunne have presset renterne markant i vejret, hvis ikke centralbankerne stod klar til at købe. Når smittesituationen normaliseres i forlængelse af den betydelige opgave, der ligger i at vaccinere verdens befolkning, må centralbankerne forventes at reducere opkøbene, og det kan presse renterne yderligere i vejret.


De stigende markedsrenter gør konjunkturfølsomme aktier og value-aktier forholdsmæssig mere attraktive end vækstaktier og defensive aktier. Denne tendens vil formentlig fortsætte endnu nogen tid, men Thygesen Capital har benyttet lejligheden til at anskaffe den amerikanske operatør af trådløs kommunikation, American Tower til porteføljen. Aktien er over de senere måneder faldet ca. 20% og synes så småt at være attraktivt prisfastsat.


Det markante kursfald er formentlig overvejende forårsaget af udsigten til stigende renter, der gør nutidsværdien af virksomhedens fremtidige pengestrømme mindre. Der er imidlertid tale om et særdeles interessant selskab med en forretningsmodel baseret på stabilt voksende indtægter og forholdsvis begrænset løbende investeringsbehov.


American Tower har dog netop gennemført et par store opkøb ved at erhverve Telefonica's mere end 30.000 master i Spanien, Tyskland og Latinamerika for EUR 7,7 mia. samt InSite Wireless for USD 3½ mia. med eksponering på navnlig det canadiske marked. Begge køb finansieres ved en blanding af kontanter og bankgæld, men American Tower lægger vægt på at fastholde virksomhedens investment grade-kreditvurdering. Købene bidrager desuden til omgående værdiskabelse for American Tower's aktionærer.


Mange teleoperatører har i disse år behov for at nedbringe gæld og finansiere udbygningen af 5G-teknologien, og det giver gode muligheder for virksomheder som American Tower, der køber dele af infrastrukturen og tilbageleaser den til teleoperatørerne.


American Tower får de kommende år mulighed for at løfte kapitalafkastet i takt med at flere teleoperatører lejer sig ind på de enkelte master. De løbende pengestrømme er derfor præget af ganske stor forudsigelighed. Virksomheden er især repræsenteret i Nord- og Sydamerika, Mellem- og Sydeuropa samt Afrika og Indien. Lønsomheden er bedst på vækstmarkederne. Omfanget af trådløs kommunikation forventes de kommende år at vokse betydeligt drevet af navnlig stærkt voksende datamængder.


På kort sigt kan American Tower-aktien presses af usikkerhed forbundet med de store opkøb samt forventningen om, at Vodafone forventes at børsføre Vantage Towers, der er en af Storbritanniens største operatører af trådløs kommunikation. Det kan midlertidigt skabe et overudbud af aktier i branchen.


Thygesen Capital's køb af American Tower finansieres af BMW, der siden markedsuroen i marts er steget ca. 75% og nu handles på niveau med kursen før pandemiens indtog. BMW kan også de kommende år være en interessant aktie, der vil nyde gavn af markedets stigende appetit på cykliske valueaktier. Virksomhedens finansielle styrke og ejerstruktur gør sammen med fokus på kvalitetsprodukter og brand positioning aktien til en af de mest attraktive bil-aktier, men branchen står også de kommende år over for betydelige investeringer i omstillingen til elektrisk drevne køretøjer.


Thygesen Capital har foreløbig valgt at sammensætte eksponeringen til bilindustrien gennem verdens største dækproducent, Bridgestone og en af verdens ældste virksomheder, Johnson Matthey som leverer miljøteknologi til fremtidens transportsektor.


66 visninger

Comments


bottom of page